Vejledning – Københavns Universitet

Videresend til en ven Resize Print Bookmark and Share

ONP > Om ONP > Trykte publikationer > Vejledning

Vejledning

Nærværende vejledning, delt i afsnittene Hoved, Krop og Hale, består i en kort gennemgang af nogle af de overvejelser og regler, der ligger til grund for udformningen af ordbogsartiklerne i Ordbog over det norrøne prosasprog (ONP). Vejledningen knytter især an til pp. 11-12 i indledningen til registerbindet. En justering i redaktionel praksis, foretaget efter 1989, vedrører behandlingen af fremmedord (cf. § I.D).

I. Hoved

En standardartikels hoved består af opslagsord med grammatisk bestemmelse, oplysning om bøjning i skarp parentes, eventuelle kommentarer og henvisninger i rund parentes, samt symbolet □, såfremt hele ONP's citatmateriale er repræsenteret i artikelen.

A. Artiklernes rækkefølge

Opslagsordene opføres i følgende alfabetiske orden: a/á, b, c, d/ð, e/é, f, g, h, i/í, j, k, l, m, n, o/ó, p, q, r, s, t, u/ú, v, x, y/ý, z, þ, ǽ, ø/ǿ, ǫ.
Forskellige ord med identisk grafisk form er forsynet med homografnumre (fx. 1banna sb. f., 2banna vb.; numrene omfatter også det i ordbogen registrerede poetiske ordforråd, men ikke det øvrige sekundære ordforråd.

B. Ortografisk normalisering

Alle opslagsord opføres i ortografisk normaliseret form. ONP's ortografiske norm afspejler et rekonstrueret sprogstadium fra ca. 1200-1250 (nærmere 1200 end 1250). Hvor et valg har skullet træffes mellem islandsk og norsk standard, er den mere konservative norm, oftest den islandske, foretrukket.
Ved valg af bogstavtegn er den mest iøjnefaldende afvigelse fra gængs nyere praksis valget af ǽ og ǿ (frem for æ og œ), truffet under hensyntagen til skrivemåder i håndskrifterne, men dog hovedsagelig af praktisk-pædagogiske grunde.
Fra og med ONP 3 er praksis ændret vedrørende ft/pt, fs/ps. Der normaliseres nu med -f-, medmindre et etymologisk ældre -p- kan påvises. Derfor aftr adv., men eigna·skipti sb. n.; dirfska sb. f., men glópska sb. f.
Standardnormaliseringen er nu over alt -f- med få undtagelser, se ONP's normalisering for en fuld beskrivelse.

C. Grammatisk normalisering

Alle opslagsord opføres principielt i grammatisk grundform, fx. substantiver i nom. sg., adjektiver i masc. nom. sg., adjektiver og adverbier i positiv form og verber i infinitiv; undtagelsesvis opstilles substantiv i pl., fx. dyrr sb. f. pl. Et præteritum participium kan være opført som hovedord, men kun hvor der ikke er en artikel for det pågældende verbum i øvrigt; det får da adj. som ordklassebetegnelse, fx. bein·gróinn adj.

D. To typer ordbogsartikler

Der skelnes, også typografisk, mellem to slags opslagsord: de egentlige hovedord, trykt med fede typer, og de sekundære opslagsord, trykt med almindelige tynde typer.
Et med fede typer trykt hovedord indleder som regel en fyldig standardartikel med hoved, krop (definitioner/citater) og hale (Comp., Gloss., Litt.).
Et med tynde typer trykt opslagsord repræsenterer derimod blot en registrering, uden semantisk forklaring, men med henvisning til andre ordbøger og glossarer (Gloss.) og eventuelt også til sekundær litteratur. Det gælder følgende ordtyper:

● såkaldt poetiske ord, dvs. ord kun belagt i poesi. Disse er markeret (poet.) og følger ortografisk ONP's normalisering.

ikke integrerede fremmedord, dvs. udenlandske ord, der optræder i norrøn sammenhæng, men ikke fonologisk eller morfologisk har tilpasset sig norrøn sprogstruktur. Disse er markeret (alien.) og opført i deres udenlandske form, så vidt muligt i overensstemmelse med stavemåden i standardordbøger for de pågældende sprog. I modsætning til fremmedordene er de mere integrerede låneord behandlet på linje med det oprindelige norrøne ordforråd.

stjernemærkede ord. Med stjerne * registreres ord, der optræder i andre norrøne ordbøger eller i de af ONP benyttede tekstudgaver, men som bedømmes som ikke eksisterende inden for ONP's korpus. De kan bero på udgivers fejllæsning eller fejlagtige rekonstruktion (spøgelsesord) eller blot på en afvigende tolkning. Oftest er der dog tale om, at tidligere ordbøger refererer til udgaver, der nu må betragtes som forældede (og som ofte byggede på sekundære, eftermiddelalderlige papirhåndskrifter); ved ord af denne type henvises der til tekststedet i den gamle udgave, og overalt, hvor det er muligt, henvises der tillige (efter cf.) til det tilsvarende sted i en af ONP benyttet udgave, fx.

*aulandi adj. (ClV “Nj. 10” => íllt er þeim er aulandi er alinn Ólafur Olavius 1772 101; cf. illt er þeim, er á ólandi er alinn NjR 206 & ed. note)
*bólamaðr sb. m. (NO ÷ ref.; ex. ikke fundet)

Det skal i denne forbindelse bemærkes, at mangt et dubiøst ord, som er belagt i håndskriftmaterialet, men hvis status er usikker, idet der muligvis er tale om fejl i teksten, er optaget i ONP som hovedord, forsynet med et spørgsmålstegn og, hvor muligt, med henvisning til det formodet “rigtigere” ord, fx. ?dyn·skot sb. n. (cf. dýnskot sb. n.).

præfikser og afledningsendelser opført i andre ordbøger/glossarer

referencer. Der henvises kun sparsomt inden for ordbogen. Der henvises fx. ikke fra bøjningsform til grundform (undtagen ved suppletivt gradbøjede adjektiver og adverbier), derimod altid fra sideform og i nogle tilfælde også fra specialform til hovedform (ang. sideformer og specialformer se § F nedenfor). Undertiden er flere henvisninger samlet til én, fx. bryllaups- → brúðhlaups-, som omfatter henvisning fra sideformerne bryllaups·dagr, bryllaups·gerð, bryllaups·kostr.

E. Én eller flere artikler?

I én og samme artikel holdes ordformer, hvis variation blot er ortografisk eller beror på almindelig forklarlig lydudvikling/variation (inkl. dialektal variation).
I øvrigt opstilles ordene gerne i flere selvstændige artikler, ikke blot ved forskellig genus (for substantivers vedkommende) og bøjning (for verbers vedkommende), men også ved mindre formvariation. Nært beslægtede ordformer deles således op i flere artikler med hver deres citatsamling, så snart formvariationen beror på forskellig etymologi, eller når den, ved komposita, skyldes morfologisk variation i interne led, idet første led fx. kan være et substantiv i gen. sg., gen. pl. eller stamform (fx. barns·faðir sb. m., barna·faðir sb. m., barn·faðir sb. m.). Mellem sådanne beslægtede ord/former henvises der altid.
Inden for sidstnævnte type, sammensat ord med indre morfologisk variation, sker der i to tilfælde særbehandling:
Ved kompositum med forled, der potentielt ender på genitiv-s, og efterled, der begynder på s, og hvor materialet opviser former med både -s- og -ss- i sammensætningsfugen, holdes formerne samlet i én artikel med ét opslagsord og det første s i parentes, fx. dóm(s)·sǽti sb. n.
Ved kompositum med forled, der ender på både -ar og -a (tryksvag bøjningsendelse), og hvor eksemplerne uden r er norske, regnes der med muligt r-bortfald, og formerne holdes samlet i én artikel med ét opslagsord og r i parentes, fx. at·fara(r)·þing sb. n.

F. Hovedord: hovedform, sideform, specialform

Den første form, der opføres af et hovedord, er ONP's hovedform. Hovedformen har bindeprik ved sammensætning, efter præfiks i præfiksafledning og før tungere afledningsendelse, fx. ár·tíða·skrá sb. m.; á·eggja vb.; bráð·hǽtt·ligr adj. For visse låneords vedkommende og i ord, hvor opdeling ikke er klar, er der ikke sat bindeprik, fx. ábóti sb. m.
I tilknytning til hovedformen kan der, efter komma, være opført en sideform, ligeledes trykt i fedt og forsynet med bindeprik, fx. árnun, árnan sb. f.; bað·stofa, bað·stufa sb. f.; bann·setja, band·setja vb.; dverga·konungr, dverga·kóngr sb. m. En sideform er at opfatte som en variantform med status, der nærmer sig hovedformen, og det drejer sig gerne om en nogenlunde frekvent, normaliserbar størrelse. Den ældre, etymologisk oprindeligere form vælges oftest som hovedform. I visse tilfælde er der sat bolle ° ved ikke belagt konstrueret opslagsform, den belagte form opført som sideform, fx. °ár·hagr, áragr sb. m.; °dándi·maðr, dándi·mann sb. m.
Derudover kan der, parentetisk, være opført en såkaldt specialform, trykt med almindelige typer og forsynet med kildeangivelse, fx. akkeri sb. n. (spec.: acker LandslBorg 58b2). Som specialform opføres den sporadisk optrædende, evt. enestående variantform, en ikke umiddelbart normaliserbar størrelse, ofte en forvanskning, der dog ikke med sikkerhed kan afvises som fejlform.

G. Efterledsord

Et efterled, der ikke forekommer som selvstændigt ord, er ligesom hovedord opført med fede typer, men er indledt med bindestreg; en sådan artikel har ingen krop (definitioner/citater), kun forledsregister (Comp.) og henvisning til andre ordbøger/glossarer (Gloss.), evt. også henvisning til sekundærlitteratur (Litt.), fx.

-birningr sb. m.
Comp.: ás-; myllu-
Gloss.: Bin item pl.; Fr4 item pl.; NO; ÁBlM (birna); (Bl)

-degis·skeið sb. n.
Comp.: há-; mið-

-ekl·liga adv.
Comp.: ó-
Litt.: Jón Helgason 1932-1933 [APS 7] 167

H. Bøjningsangivelse

Bøjning angives principielt for alle hovedord (inkl. komposita), for så vidt materialet giver stof dertil. Bøjningsangivelsen bringes i skarp parentes, den såkaldte bøjningsklamme.
ONP's materiale omfatter for bøjningsangivelsens vedkommende det københavnske seddelmateriale, samt ordformerne i en række ordbøger, glossarer og computerkonkordanser. Brugeren kan ikke forvente at finde alle anførte bøjningsformer repræsenteret i den pågældende artikels citater.
Der vil blive redegjort for praksis inden for de forskellige ordklasser nedenfor, men gennemgående kan følgende forhold noteres:

former
I bøjningsklammen vises forhold vedrørende bøjning, numerusbrug etc. ved hjælp af udvalgte obligatoriske former. Ved variation eller ved mere kompliceret eller uregelmæssig bøjning anføres der flere former. Kun de ikke-obligatoriske angivelser har grammatisk mærkat (acc., dat. etc.).

ekstrapolering
Når en obligatorisk form ikke er belagt, ekstrapoleres der i visse sikre tilfælde fra belagt form til den i bøjningsklammen opførte standardform (se nærmere nedenfor under behandlingen af de individuelle ordklasser).

bøjningssideform
En bøjningsvariant, der optræder med en vis frekvens eller fx. viser tilslutning til andet bøjningsmønster, bringes efter den etymologisk oprindeligere og/eller den mest regelmæssige/frekvente form efter skråstreg, fx. 1bók sb. f. [bǿkr/bókar; bǿkr]. Materialet omfatter også kun eftermiddelalderligt belagte former, fx. apaldr sb. m. [apaldrs, dat. apaldri; apaldar, dat. apǫldrum/apǫldum, acc. apaldra/apalda] (acc. pl. apalda er kun overleveret i et eftermiddelalderligt håndskrift).
Undertiden anføres belægsted parentetisk umiddelbart efter tilsyneladende sjælden sideform, fx. 1ár sb. f. [-ar, dat. -u/-; -ar/-ir(LandslBorg 151b21)].

bøjningsspecialform
Sporadisk optrædende, uregelmæssig (middelalderlig) bøjningsvariant kan anføres i parentes med tilføjet belægsted, fx. 2auka vb. [-að- (aukkti MHFlat 39915)]; byskupa vb. [-að- (præt. part. bẏskupt DI AM 687 a 4° 432)].

forkortelse
De forskellige former er repræsenteret enten ved endelser, efterled eller fuldt udskrevne former. Forkortelsesstreg i bøjningsklammen repræsenterer (for substantiver, adjektiver, adverbier) den såkaldte bøjningsstamme. Hvor det imidlertid tjener belysning af bøjningsforholdene bedst, skrives formerne fuldt ud (eller repræsenteres som efterled indledt med bindeprik).

1. Substantiver

Som obligatoriske former for substantiver anføres gen. sg. og nom. pl. Herudover opstilles udvalgte former. Fx. anføres dat. sg. altid ved stærkt bøjede maskuline substantiver, mens acc. og dat. sg. registreres ved stærkt bøjede feminine substantiver, hvor disse former afviger fra nominativsformen.

tegnsætning
Semikolon adskiller numerus. Komma adskiller kasus.

singularis & pluralis
Hvis, som det ofte er tilfældet, de eneste belagte pluralisformer er gen. -a og/eller dat. -um (mens nom./acc. ikke er belagt), så vises det forhold, at pluralis findes, ved [; gen. -a] eller, hvis gen. ikke er belagt, ved [; dat. -um].
Et semikolon i bøjningsklammen viser, at pluralis er belagt; hvor der ikke er semikolon, indicerer det, at pluralis ikke findes i det for ONP tilgængelige materiale.
Et minustegn ÷ foran semikolon viser, at singularis ikke er belagt i det tilgængelige materiale, fx. and·veðr sb. n. [÷; -]; band·vettlingr sb. m. [÷; -ar].

u-omlyd
U-omlyd markeres med stjerne både ved bevaret og bortfaldet u, fx. bjalla sb. f. [*-u; *-ur]; bjarg sb. n. [-s; *-].

andre forhold
I bøjningsklammen vises ikke forhold som fx. regelret kontraktion eller regelret v-bortfald foran u i endelse.

ekstrapolering
Hvis cas. obl. sg. af svagt bøjet subst. masc. er belagt -a, skrives uden videre [-a].
Hvis acc. pl. -a af subst. masc. er belagt, skrives uden videre [; -ar].
Hvis acc. pl. -i af subst. masc. er belagt, skrives uden videre [; -ir].
Hvis cas. obl. sg. af svagt bøjet subst. fem. er belagt -u, skrives uden videre [-u].
Hvis acc. pl. -ar af subst. fem. er belagt, skrives uden videre [; -ar].
Hvis acc. pl. -ir af subst. fem. er belagt, skrives uden videre [; -ir].
Hvis acc. pl. -ur af subst. fem. er belagt, skrives uden videre [; -ur].
Hvis acc. pl. - af subst. neutr. er belagt, skrives uden videre [; -].

forkortelse
Evt. forkortelsesstreg repræsenterer bøjningsstammen. I tilfælde af stærkt bøjet substantiv er bøjningsstammen = opslagsordet minus evt. maskulint endelses-r. I tilfælde af svagt bøjet substantiv er bøjningsstammen = opslagsordet i nom. sg. minus evt. maskulint -i eller feminint -a. Hvis bøjningen ikke kan vises på denne måde (fx. i ord med radikalt r, feminina på -r eller maskulina på -ll, -nn, -ss), og hvor det i øvrigt forekommer hensigtsmæssigt, skrives bøjningsformerne (evt. kun efterled indledt med bindeprik) fuldt ud.

Eksempler:
 

maskuline stærkt bøjede substantiver

armr sb. m. [-s, dat. -i; -ar]
bekkr sb. m. [-jar/-s, dat. -/-i; -ir]
akr sb. m. [akrs, dat. akri; akrar]
djǫfull sb. m. [djǫfuls, dat. djǫfli; djǫflar/djaflar]
bjǫrn sb. m. [bjarnar, dat. birni; birnir, acc. bjǫrnu]

maskuline svagt bøjede substantiver

bani sb. m. [-a; -ar]
ein·virki sb. m. [-ja; -jar]
 

feminine stærkt bøjede substantiver

á·rás sb. f. [-ar; -ir]
ambátt sb. f. [-ar, dat. -u/-; -ir/-ar(ambottor EiðKrA 39122)]
bǫng sb. f. [bangar; bengr]
dóttur·dóttir sb. f. [obl. ·dóttur; ·dǿtr]
 

feminine svagt bøjede substantiver

1bára sb. f. [-u; -ur]
al·gervi sb. f. [-]
 

neutrale stærkt bøjede substantiver

á·fang sb. n. [-s; *-]
brjóst sb. n. [-s; -]
 

neutrale svagt bøjede substantiver

bjórs·nýra sb. n. [·nýra]
bjúga sb. n. [; bjúgu]

2. Adjektiver

Bøjningsklamme ved adjektiver gives for at markere 1) særlige forhold under kasusbøjning (demonstreret ved anførelse af masc. acc. sg. uden grammatisk mærkat), fx. radikalt r: bitr adj. [bitran ...], assimilationsforhold: afl·lauss adj. [·lausan ...], kontraktion: and·málugr adj. [·málgan], tilsynekomst af j eller v foran endelsen: and·styggr adj. [-jan], auð·tryggr adj. [-van]; 2) komparation (komparativ og superlativ anført i masc. nom. sg.), fx. á·kafr adj. [compar. -ari, superl. -astr].
Ved ubøjeligt adjektiv anføres forholdet således: bar·hǫfði adj. [ indecl.].

suppletiv komparation
Ved adjektiv med forskellige ordstammer i komparationen (suppletiv komparation) behandles de forskellige stammeformer i hver sin artikel, fx. góðr adj., betri adj. compar. Hvis det imidlertid blot er efterled i kompositum, der har suppletiv komparation, behandles anden og tredje grad ved positivformen. Således behandles fx. ábyrgðarminni (compar.) under opslagsformen á·byrgðar·lítill adj. (positiv form).

synkope
Ved adjektiv på -ligr vises der vekslen i komparationen mellem usynkoperede og synkoperede former, fx.

dýrð·ligr adj. [compar. -ri/-ari, superl. -astr/-st-]


tegnsætning
Semikolon adskiller forhold ved kasusbøjning fra forhold ved gradbøjning, fx. bitr adj. [bitran; superl. bitrastr].

u-omlyd
I bøjningsklammen angives ikke regelret u-omlyd ved kasusbøjning (á·kǫf < á·kafr).

andre forhold
I bøjningsklammen angives ikke fx. konsonantfordobling i neutr. sg. nom./acc. i adjektiv med stammeudlyd på lang vokal (blátt < blár).

ekstrapolering
Hvor fx. ved and·málugr adj. kun masc. nom. sg. andmálugr og masc. nom. pl. andmálgir er belagt, opføres uden videre [·málgan].

forkortelse
Forkortelsesstreg i bøjningsklammen repræsenterer bøjningsstammen = opslagsordet minus evt. masc. nom. sg. endelses-r. Hvis bøjningen ikke kan vises på denne måde, skrives bøjningsformerne (evt. kun efterled indledt med bindeprik) fuldt ud.

Eksempler:

beiskr adj. [compar. -ari, superl. -astr]
afl·lauss adj. [·lausan; compar. ·lausari]

3. Adverbier

I bøjningsklammen for adverbier vises gradbøjning som er belagt i det for ONP tilgængelige materiale ved anførelse af komparativ og superlativ.

forkortelse
Forkortelsesstreg i bøjningsklammen repræsenterer bøjningsstammen = opslagsordet minus evt. adverbialendelse (-a, -r). Hvis bøjningen ikke kan vises på denne måde, skrives bøjningsformerne fuldt ud.

Eksempler:

á·kaf·liga adv. [compar. -ar, superl. -ast/-st(ÓH619 12230)]
austr adv. [compar. -ar, superl. -ast]
betr adv. compar. [superl. bezt/bazt; pos. → vel adv.]

4. Verber

tegnsætning
Semikolon adskiller tempus. Komma adskiller numerus.

forkortelse
Forkortelsesstreger i bøjningsklammen er kun benyttet (til angivelse af præteritum) for visse svage verbers vedkommende; mellem stregerne vises sidste del af stammen plus dentalsuffix eller disse to deles sammensmeltning. Ellers skrives bøjningsformerne fuldt ud (se eksemplerne nedenfor).

ekstrapolering
Hvis fx. præs. sg. 2./3. pers. af et verbum er belagt -ar, skrives uden videre [-að-].

a) Stærke verber

Ved de stærke verber gives følgende fuldt udskrevne bøjningsformer, såfremt de er belagt: præs. sg. (3. pers.); præt. sg. (3. pers.), pl. (3. pers.); præt. part. masc. (neutr.) nom. sg., fx.

2ausa vb. [eyss; jós, jósu/jusu; ausinn]
bíða vb. [bíðr; beið, biðu; beðit]
1bresta vb. [brestr; brast, brustu; brostinn]

b) Svage verber

ō-verber
Bøjningen af ō-verberne markeres ved [-að-], fx. anda vb. [-að-]. Bøjningsklammen indicerer, at hovedformerne er andar; andaði, ǫnduðu; andaðr.

ja-verber
Ved ja-verber anføres fuldt udskrevet 3. pers. sg. præt. (evt. kun efterled indledt med bindeprik), fx.

á·kveðja vb. [·kvaddi]
bí·leggja vb. [·lagði]
dynja vb. [dunði]

Heraf kan man udlede, at hovedformerne er fx. ·kveðr; ·kvaddi, ·kvǫddu; ·kvaddr.

ia-verber
Ved ia-verber anføres (til angivelse af præt.) dentalsuffiks og foregående konsonant(er) eller en evt. sammensmeltning af disse, fx.

belgja vb. [-lgð-]
1benda vb. [-nd-]
brynna vb. [-nnd-]
beiða vb. [-dd-]
bǿta vb. [-tt-]

ē-verber
Ved ē-verber anføres, såfremt formerne er belagt, fuldt udskrevet: præs. sg. (3. pers.); præt. sg. (3. pers.); præt. part. masc. (neutr.) nom. sg.
Er verbet belagt med adjektivisk participiumbøjning, gives den maskuline form på -ðr/-dr/-tr; ved kun intransitiv brug gives neutrumformen på -t, fx.

horfa vb. [horfir; horfði; horfðr]
duga vb. [dugir; dugði; dugat]

II. Krop

Artiklens krop udgøres af forklaringer (definitioner) på dansk og engelsk med tilhørende citatsamlinger.

A. Struktur

1. Opdeling efter betydning/brug

Hvor et opslagsord har flere betydninger, anbringes den betydning, der opfattes som den primære, oftest som den første; konkrete betydninger er normalt placeret før abstrakte, egentlige før overførte. Et opslagsords forskellige definitioner nummereres 1) 2) 3) etc. Der praktiseres ikke en hierarkisk opstilling af betydningerne.
Opdelingen i nummererede definitioner forstås som en angivelse af de identificerbare knudepunkter i beskrivelsen af opslagsordets betydning og brug. Det ligger i sagens natur, at ONP også tit råder over ambiguøse citater eller citater, der kan bedømmes som placerbare midt imellem to opstillede definitioner. Sådanne citater udelades gerne ved fyldigt belagte ord i den publicerede ordbog.
Om definitioner (betydning/brug) se nærmere nedenfor (§ C.1).

2. Syntaktisk/grammatisk opdeling

Der foretages ofte en overordnet inddeling efter syntaktisk/grammatiske kriterier; her kommer romertal og store bogstaver i anvendelse, undertiden i kombination som fx. i de store præpositionsartikler, cf. eftir præp. med oversigt.
Romertal I. II. etc. anvendes specifikt ved inddeling af substantiv- eller adjektivartikel, når et ellers appellativt ord tillige er brugt som tilnavn (cogn.) eller som proprialt appellativ (proprial.), fx.

1ari sb. m.
I.
II. (cogn.)
III. (proprial.) (om stjernebilledet ørnen (lat. aquila) of the constellation Aquila)

De store bogstaver A. B. C. etc. strukturerer substantiv- eller adjektivartikel, når ordet i bestemt kasus og tal bruges adverbielt, fx.

ágǽti sb. n.
A.
B. ágǽtis (gen. sg. = adv.)
C. ágǽta (gen. pl. = adv.)

bráðr adj.
A.
B. bráðan (m. acc. sg. = adv.)
C. brátt (n. sg. = adv.)
D. bráðum (dat. pl. = adv.)

Verbumartikel er typisk inddelt i afdelinger med store bogstaver til afmarkering af kombinationen verbum + refleksivt pronomen (sik/sér), refleksivform (-sk) eller en kombination af verbum + præposition/adverbium, fx.

2berja vb.
A.
B. berja + præp./adv.
C. berja sér
D. berjask
E. berjask + præp./adv.

Inden for afdelingstypen markeret + præp./adv., der skal betragtes som først og fremmest praktisk, er materialet sorteret alfabetisk efter præposition/adverbium.

3. Syntaktisk/grammatisk opdeling ved hjælp af bjælke

En bjælke ‖ kan inden for en definitionsafdeling indlede et syntaktisk/grammatisk underafsnit, fx.

afla vb.
A. 6)(abs.)
‖ [e-s/e-rs]
‖ [e-t]
‖ [■]
impers.

(se § B nedenfor til forklaring af forkortelser og symboler i skarp klamme).

4. Opstilling af fraser

Inden for en definitionsafdeling kan en ordforbindelse (eller et enkelt ord, fx. neutral/adverbiel brug af adjektiv), trykt i fede typer, indlede et underafsnit. Opstilling af såkaldt fraseafsnit sker efter relativt frie kriterier. Der kan være tale om en fast ordforbindelse, en ordforbindelse af en vis frekvens, en ordforbindelse, der i særlig grad tjener til belysning af opslagsordet, eller en ordforbindelse, der trænger til selvstændig forklaring, fx.

2beinn adj.
A. 1) lige, direkte straight, direct: ... beinn byrr gunstig vind (på havet) favourable wind (at sea): ...

bil sb. n.
2) tid, tidspunkt time, moment: ... þat bil sem idet, når at the time that: ...

Fraser, hvori hovedordets betydning svarer til den overordnede definition og de øvrige ord er brugt i standardbetydning eller forklares andetsteds i ordbogen, oversættes almindeligvis ikke, fx.

dag·liga adv.
1) dagligt, hver dag, hver eneste dag daily, every day, every single day : ... dagliga dags: ...

En fremhævet ordforbindelse kan udgøre en hel definitionsafdeling, fx.

á·laga sb. f.
1) álaga handar håndspålæggelse laying on of hands : ...
2) [við e-n] byrde (spec. økonomisk), skat, afgift imposition (spec. economic), burden (in the form of levies), tax: ...

Hvor der er flere fraser inden for en afdeling, er disse ordnet alfabetisk efter det skønsmæssigt mest betydningsbærende ord næst efter selve opslagsordet.

B. Konstruktionseksempler

Undertiden vises opslagsordets syntaktiske omgivelser eller konstruktionsmuligheder ved hjælp af et konstruktionseksempel. Konstruktionseksempel gives først og fremmest ved verbum, men kan også være givet ved substantiv (oftest verbalsubstantiv) og undertiden ved adjektiv.
I konstruktionseksemplet vises de sætningsled, der (karakteristisk) optræder ved det pågældende ord (ikke blot de sætningsled, som ordet “kræver” omkring sig i strengere valensteoretisk forstand).
Konstruktionseksemplet står umiddelbart før definitionen, og der er sat skarp klamme rundt om hvert leds mulige manifestationer. Nominalled er repræsenteret ved kortform af pronominet einhverr i dets forskellige kasus, fx. [e-t / e-u], evt. i præpositionskonstruktion, fx. [við e-n]. Der skelnes mellem menneskeligt og ikke-menneskeligt nominalled, fx. [til e-rs/e-s]. Omkring skråstregen, der indicerer variation, er der mellemrum, når det drejer sig om forskellige manifestationer af samme sætningsled; der er til gengæld ikke mellemrum ved variationen menneskeligt/ikke-menneskeligt sætningsled.

Eksempler:

af·greiða vb.
A. 1) [e-t/e-n] [e-m]

afla vb.
A. 3) [e-s / at e-u / til e-s]

af·brot sb. n.
[e-s] [við e-n]

and·streymr adj.
1) [e-m] [um e-t]

Hvor forholdene er særlig komplicerede, repæsenteres de forskellige konstruktionsmuligheder i grupper, adskilt af semikolon, fx.

2blanda vb.
A. 1) [e-t] [e-u / með e-u / í e-t] ; [e-u/e-m] [við e-t/e-n]

Hvor et sætningsled ikke lader sig repræsentere ved forkortet einhverr, repræsenteres den pågældende størrelse ved sort firkant eller udråbstegn.
Sort firkant ■ repræsenterer styrelse i form af substantivisk sætning, infinitiv, relativkonjunktion (er, sem) eller adverbial (fx. þar), fx.

af·eggja vb.
[e-n] [■]

binda vb.
G. bindask undir [■]

borganar·maðr, borgunar·maðr sb. m.
[■ / fyrir e-t] [fyrir sik]

Udråbstegn ! markerer, at en præposition står absolut/adverbielt (dvs. at styrelse for præpositionen mangler), fx.

aka vb.
E. akask á [!]

al·virki adj.
[af !]

Hvor det forekommer nødvendigt eller gavnligt, er konstruktionseksemplerne oversat i den dansk/engelske definition (i rund parentes), men der kan ikke forventes nøjagtigt samsvar sprogene imellem, navnlig ikke hvad leddenes rækkefølge angår.

C. Definitioner

1. Definitionstype

Forklaringerne på dansk og engelsk er gennemgående af den art, der kaldes oversættelsesækvivalenter. De tungere såkaldte ordbogsdefinitioner, kendt fra ensprogede ordbøger, er normalt forbeholdt ord eller vendinger, som vanskeligt lader sig forklare, hvis der kun gives direkte oversættelse.
Der henvises principielt kun mellem forskellige ords definitioner, hvor det bedømmes strengt nødvendigt for forståelsen af den enkelte forklaring. Der henvises principielt kun til en definition under et andet ord, hvor det bedømmes strengt nødvendigt for forståelsen af den aktuelle forklaring, se fx. definitionen til bónda·nafn sb. n., som inkluderer en henvisning til bóndi sb. m. def. 2.
Definitioner præsenteres i nummererede afdelinger.
Undertiden demonstreres en særlig brug af opslagsordet (frem for en betydning) i egen nummereret afdeling; i så tilfælde er oversættelsesækvivalent almindeligvis erstattet af en parentetisk anført brugsspecifikation, som i def. 2 i dette eksempel:

1ari sb. m.
I. 1) ørn eagle:...
2) (om afbildning/statue of a depiction/statue): ...

Komma adskiller de forskellige ækvivalenter eller forklaringer inden for en definition. Samtidig er der givet afkald på almindelig grammatisk kommatering, fx. á·fiskr sb. m., der er oversat fisk der lever i vandløb.

2. Forhold mellem dansk og engelsk definition

Dansk og engelsk definition er hver for sig baseret på det norrøne materiale, og der kan ikke forventes fuldstændig overensstemmelse dem imellem. Den engelske definition er i visse henseender sekundær i forhold til den danske, således at fx. bibliografiske henvisninger oftest kun vil være at finde i den danske definition.

3. Definitionsindledning

Selve definitionen kan være indledt med en nærmere bestemmende kommentar i rund parentes. Undtagelsesvis gives der en formaliseret oplysning om ordets anvendelsesområde eller brug, fx. (gramm.), (jur.), (fig.), (medic.), (relig.), men det sker udelukkende, hvor det skønnes, at sprogbrugen i definitionen ellers ville være tvetydig, fx.

á·skeyti sb. n.
(fig.) beskydning, angreb (fig.) shooting, attack:...

Etiketten (pl.) indicerer, at den pågældende definition er baseret på udelukkende plural brug i norrønt, fx.

álit sb. n.
6) (pl.) forstand, fornuft (pl.) understanding, reason:...

4. Tilnavne & proprialer

Tilnavne får ikke egentlig definition, idet der blot henvises til tolkning i andre leksikografiske værker, først og fremmest Bin (i Gloss.), og de eksemplificeres kun sparsomt.
Ved proprial (appellativ brugt som proprium) oplyses det, hvem eller hvad (våben, skib, stjernetegn etc.) det propriale appellativ er brugt om, fx.

1ari sb. m.
I. 1) ørn eagle:...
II. (cogn.)
III. (proprial.) (om stjernebilledet ørnen (lat. aquila) of the constellation Aquila):...

I sjældne tilfælde gives der definition af proprial, især hvis ordet kun optræder i denne onomastiske funktion, fx.

akkeris·frakkr adj.
(proprial.) “ankerdygtig” ɔ: dygtig til at finde og hale anker op skilled in finding and retrieving an anchor: ...

5. Stjernemærket afdeling

En afdeling kan være oprettet og indledt med stjerne {\stjernexc}), frem for nummer, i stil med stjernemærkede ord (cf. § I.D ovenfor). Enten vises på denne måde en såkaldt spøgelsesdefinition, dvs. en definition, der er opstillet i tidligere ordbøger, men som kan vises at være uden grundlag i materialet, eller en ordforbindelse eller et enkelt citat, som er af en vis vægt i en artikel i en tidligere ordbog, men som viser sig at være uden basis i ONP's korpus, fx.

á·sjón sb. f.
{\stjernexc}) (ClV def. ‘eye’s view’ beror på “Vm. 135” => asionar
DI IV (*1397>AM 260x ) 20120n.; fejl i teksten forá sumar, cf. ed. emend.)

bryggju·ker sb. n.
{\stjernexc}) (Fr def. 2 “Bryggerkar, Kar som anvendes ved Brygning: bryggiækar DN. XI. 22412” =>
Unger & Huitfeldt-Kaas 1884 [DN 11] 1956; y. no. 1469)


2búa vb.
A. {\stjernexc}) (bio (ms. hio 34r13) Mork 4241) → hǫggva vb.

D. Citater

1. Udvælgelse af citater

Efter definitionen følger et udvalg af de citater, som ligger til grund for betydningsanalysen. I citatet er citatordet fremhævet ved en understregning (ONP kalder opslagsordets manifestation i det enkelte citat for citatordet). De udvalgte belæg skal inden for hver betydningsafdeling belyse anvendelsen af opslagsordet semantisk og syntaktisk, samt give et indtryk af dets forekomst i forskellige genrer og i forskellige kulturelle sammenhænge. Ordbogens ældste citat i henseende til håndskriftalder anføres altid, med en klat ● foran signaturen. Dog frafaldes dette princip, hvor et ord kun er overleveret eftermiddelalderligt. Belæg, hvortil der er fundet udenlandske paralleller, prioriteres højt ved udvælgelsen, idet der inden for en artikel gerne gives ét eksempel for hver udenlandsk glose repræsenteret ved det pågældende opslagsord.
Det oplyses ikke eksplicit, om citaterne i en artikel eller definition stammer udelukkende fra norske eller udelukkende fra islandske tekster. Oplysning om håndskrifternes proveniens er enten evident fra signaturerne eller kan opledes via signaturregister og håndskriftregister (Registre Indices ).

2. Gengivelse af citaterne

Citaterne gengives med almindelige skrifttyper med kildens, dvs. sædvanligvis udgavens, ortografi, dog med visse modifikationer. Således negligeres udgavens eventuelle angivelse af opløste forkortelser (kursivering, parentes), ligesom visse palæografiske træk ikke gengives. Der tages ikke hensyn til vekslen mellem forskellige bogstavtyper for samme grafem: i ONP forekommer kun typerne r, s og v, selv om visse udgaver også gengiver håndskrifternes r rotunda, højt s og insulært v. Diakritiske tegn gengives som i udgaven med følgende undtagelser: accent grave er erstattet med accent aigu (i normaliserede udgaver fra 1800-tallet), der er altid prik over i og j, og udgavens eventuelle nasalstreg og fordoblingstegn er opløst i ONP.
Visse ordforbindelser, sammenskrevet i udgaven, gengives adskilt i ONP, fx. í landi frem for udgavens ílandi.
Hvor en udgiver har gjort opmærksom på en mærkværdighed i teksten, er dette i citatet gengivet ved (!); hvor ONP selv ønsker at bemærke noget usædvanligt i en tekst, indsættes (sic). I sjældne tilfælde retter ONP en udgaves evidente trykfejl, men det tilføjes da i parentes, indledt med ed., hvad der faktisk står i udgaven. Hvor udgiver har rettet på særligt retteblad eller i rettelsesliste andetsteds i udgaven, anføres korrigeret tekst efterfulgt af ed. corr. i parentes, om muligt med sidehenvisning.
Når ONP citerer direkte fra et håndskrift, opløses alle forkortelser efter nogle enkle principper uden markering. Brugen af store og små bogstaver er let normaliseret, men i øvrigt gengives håndskriftet så trofast som muligt, også hvad interpunktion angår. Et håndskriftcitat er genkendeligt ved, at en fuldstændig håndskriftbetegnelse indgår i signaturen, samtidig med at der henvises præcist til folio og linje i håndskriftet.
Hvor udgave eksisterer, men ONP vælger at citere håndskriftet direkte, henvises der gerne til tilsvarende sted i den trykte udgave. (Om supplerende/korrigerende håndskriftlæsemåder se § E.3 nedenfor).

3. Særoversættelser

Såfremt den overordnede definition formodes at være utilstrækkelig for forståelsen af opslagsordet i den givne sammenhæng, bringes der en særoversættelse inde i citatet. Herved kan det også markeres, at et enkelt citat viser en lidt afvigende anvendelse af opslagsordet, uden at det dog har givet anledning til oprettelse af en ny definitionsafdeling.

4. Redaktionelle bemærkninger

Foruden særoversættelser kan et citat være udstyret med parentetiske redaktionelle bemærkninger, typisk ang. citatordets anvendelsesområde eller dets form. Kommentarer ang. betydning gives både på dansk og engelsk, mens bemærkninger til ortografi, grammatik, syntaks og tekstforhold i øvrigt kun leveres på dansk. Redaktionelle bemærkninger kan således tage form af

hjælpende norrønt indskud, fx.

þat (skip) skal hlaða ngu nema af gulli ok silfri Mág1A 3365
En ef hon (ɔ: áin) brytrmeir þa ... Landsl 13413


modificerende eller specificerende kommentar til betydning eller brug (oftest initialt), fx.

1al·þýða sb. f. 2) almindelige mennesker ... common people ...:...; (om de almindelige deltagere i altinget of the general public at the althing:)...
aðal·akkeri sb. n. hovedanker ... main anchor ...: (fig.:) ...
á·lag sb. n. 1) stød, hug thrust, blow:...; (evt. def. 2:) ...


formaliseret oplysning om citatordet (initialt), fx.

1brenna sb. f. II. (cogn.) ...; (i propr.comp.:) lýk ek þar Brennu-Njáls sǫgu NjM 4642
(citatordet indgår i sammensætning med proprium)
dagr sb. m. 1) ...; (proverb.; cf. FJOrdspr 74:) ad kuelldi er dagur lofanndi og
margt kann audrvvijs til ad bera enn menn hÿggia Mǫtt179x 4713
(citatordet indgår i ordsprog eller i ordsprogsagtig sammenhæng)


kommentar til citatordets ortografi, grammatik, syntaks etc. (oftest initialt), fx.

afl·skortr sb. m. ...; (med metatese:)...
aldr sb. m. 1) ...; (med s-bortfald ved gruppegenitiv:) ...
?bjag·leitr adj. ... (men læsning usikker, cf. ms. 1ra31) ...


kommentar diskuterende teksten (initialt), fx.

brjóta vb. A. 3) ...; (lectio?) Sem stormrinn var brotínn[var. brott ÍvB 1624]. þá ...
ein·ǫrð sb. f. 4) ...; (def.?) vér líkjumst þeim í ástundan ok einörð guðspjalligra boðorða GBpD 919

5. Signaturer

Efter hvert citat følger, i kursiv, en signatur, der refererer til den benyttede kilde, med henvisning til side/folio, spalte og linje. Signaturer, som henviser til papirhåndskrifter, afsluttes med kryds x. Signaturer forklares i øvrigt i Registre Indices .

6. Tilføjelser til signaturen

Et citat kan efter kildehenvisningen være fulgt af en parentes (eller flere) med en kommentar. Kommentaren kan være en karakteristik af citatet (fx. (cap.), hvilket indicerer, at den citerede tekst kommer fra en kapiteloverskrift), en jævnføring med en oplysende passage andetsteds i den citerede tekst (indledt med cf.), anførelse af norrøn paralleltekst (indledt med ≠), anførelse af udenlandsk paralleltekst (indledt med ~) eller, i forbindelse med citat direkte fra håndskriftet, en henvisning til tilsvarende sted i en trykt udgave (indledt med ~).

7. Nøgne henvisninger

De citerede belæg er ofte suppleret med såkaldte nøgne henvisninger, dvs. kildehenvisninger uden ledsagende citat, indledt med item: (dvs. endvidere:).

E. Varianter, emendationer & (supplerende/korrigerende) håndskriftlæsemåder

Der kan være gjort parentetiske tilføjelser af forskellig art i citatet. I skarp klamme står varianttekst eller, i tilfælde af emendation, oprindelig urettet tekst. I rund parentes bringes (oftest korrigerende) håndskriftlæsemåder.

1. Varianter

a) Variant, der ikke er citatord

En variant meddeles i klamme umiddelbart efter det eller de ord, den modsvarer; der er sat hage foran ordet/passagen. Begrebet variant defineres i ONP meget rummeligt. Det forekommer således, at varierende læsemåde er anført

fra udgavens variantapparat,fx.

a [var. j AM 589 b 4° “B”] Brettlandi Sams 712

fra en paralleltekst i en anden udgave, fx.

... uer blavndum saman latínu ok danskrítunghu [var. norrnu HómHauksb3 17222] Hóm114 2608


fra et andet værk (et værk med anden værksignatur; blot de pågældende passager i begge tekster i øvrigt ligger tæt op ad hinanden), fx.

Ver bnnuðum[var. firirbuðum PP 28816] yðr fram at føra kenning þessa Pétr2Ax 16713

fra et variantapparat i en anden udgave, fx.

... fóru þeir til Fljótshlíðar ok buðu[var. boþuðu var. Njála 5343: GKS 2870 4° “I”] þar trú NjM 2609

fra et håndskrift, fx.

Var þetta mál auðsótt með flutningi Ásmundar ok atfylgiu[var. fylgi HG AM 152 fol 159ra25] Hrólfs konungs HG 7523

b) Variant brugt som citatord

ONP vælger undertiden at bruge en variant som citatord, hvilket giver en mere kompliceret signatur. Varianten kan også i disse tilfælde stamme

fra samme udgave, fx.

þa skal ec af hoɢva [var. afhøfda] hœfuð þins sonaʀ var. ÞiðrII 2821: AM 177 folx “B”

 

hvor signaturen skal læses: citatordet er en variant til ÞiðrII 2821, stammende fra AM 177 fol, et papirhåndskrift, som i udgavens variantapparat betegnes “B”.

fra en parallel version, som er hovedtekst i en anden udgave, fx.

var þat rét. at sa være fra meyio natvs [var. borinn] var. Mth2Cod645 11412 → Mth4 8383


hvor signaturen skal læses: citatordet er en variant til Mth2Cod645 11412, hentet i Mth4 8383, en anden version i en anden udgave.

fra en anden udgaves variantapparat, fx.

Ásgrímr tók í taumana [var. beisltaumana] var. NjR1908 26923 → var. Njála 6027: AM 309 4° “D”


hvor signaturen skal læses: citatordet er en variant til NjR1908 26923, hentet i variantapparatet i den gamle Njála-udgave fra 1875; der er her tale om en variant (til “Njála” 6027), som stammer fra AM 309 4°, der i udgaven har betegnelsen “D”.

fra et håndskrift, fx.

at ec mæga þæðan af læsa allar ritningar [var. adalrítníngar] monvitz yðars var. Kgs 315 → Kgs AM 243 a fol 1vb21


hvor signaturen skal læses: citatordet er en variant til Kgs 315, hentet i håndskriftet AM 243 a fol (fol. 1v, spalte b, linje 21). Bemærk fuldstændig håndskriftbetegnelse og præcis henvisning til kildested i håndskriftet.

2. Emendationer

En emendation er en udgivers tekstrettelse, hvormed teksten er søgt emenderet/forbedret. Den emenderede læsemåde er som regel hentet i et varianthåndskrift, og forholdet er oftest dokumenteret i udgaven. ONP foretager principielt ikke selvstændige tekstrettelser.

a) Emendation, der ikke berører citatordet

Tekstrettelse i udgaven, som ikke berører citatordet, er oftest markeret med stjerne * i citatet uden yderligere kommentar. Stjerne er sat umiddelbart foran et rettet ord.
Hvis rettelsen omfatter mere end ét ord, indledes den emenderede passage med en stjerne og afsluttes med en hage , fx.

tok einn þeirra nidr i sinn *sekk ok ętladi eykinum aaifodr Stj 21416


En stjerne, der står med luft omkring sig i citatet, indicerer udgiverrettelse i form af en udeladelse, fx.

Hvernig erv nofn gvðaɴa? Þav heita * bavnd ... Ok havpt SnE 16517


Hvis en udgiverrettelse består i en tilføjelse til hovedteksten (såkaldt supplerende emendation), er det supplerede bragt i vinkelparentes < >.

b) Citatordet er en emendation

ONP vælger undertiden en emendation som citatord, i hvilket tilfælde der altid gives mere udførlige oplysninger. Det rettede ord eller den rettede passage indledes med hage og stjerne, dvs. ⸀*. Forudsat at udgaven oplyser om håndskriftgrundlag for emendationen, indledes den efterfølgende klamme med håndskriftbetegnelse og, i gåseøjne, udgavens særlige betegnelse for håndskriftet; derefter følger hovedtekstens urettede læsemåde, indledt med non emend., fx.

⸀*Við þetta ákall [AM 53 fol “B”; non emend. Þessum orðum] varð Haralldr konungr reidr mik emend. ÓTI4: AM 53 fol “B”


hvor signaturen skal læses: citatordet er en emendation til ÓTI 894, stammende fra AM 53 fol, i udgavens variantapparat betegnet “B”.
Hvis tekstrettelsen består i en tilføjelse til hovedteksten (såkaldt supplerende emendation), er denne bragt i vinkelparentes, fx.

Herodes var ... &<audnarmadr eiginna felaga, hervikingr heimamanna > emend. JBapt2A 90232: AM 239 fol “C”


hvor signaturen skal læses: citatordet er en del af en supplerende emendation til JBapt2A 90232, hentet fra AM 239 fol, i udgaven betegnet “C”.

c) Citatordet er den ikke emenderede læsemåde

Hvis ONP har valgt som citatord at benytte hovedtekstens oprindelige ikke emenderede læsemåde, som befinder sig i udgavens noteapparat, er der tilføjet n. (for “note”) til signaturen, fx.

þo at hann (ɔ: lausnarinn) þoli nu með miukri ⸀*biðlund [ AM 233 a fol “B”; non emend. bliðlynd] var ill verk ●JBapt2A 8777n.


Citatet skal læses: biðlund repræsenterer en emendation hentet fra håndskriftet AM 233 a fol, i udgaven betegnet “B”; den ikke emenderede læsemåde bliðlynd hører til hovedteksten JBapt2A, men er bragt i noteapparatet til side 877 linje 7.
Hvor udgaven ikke oplyser, hvorfra den rettede form stammer, benyttes følgende model:

þá er þér ⸀*buðuð [non emend. bíföludud] at drepa hana Trist1x 10218n.

 

3. (Supplerende/korrigerende) håndskriftlæsemåder

Hvor ONP har fundet det nødvendigt at gå bag om udgaven og anføre håndskriftets læsemåde, anføres denne, efter ms., i rund parentes; såfremt læsemåden hentet fra håndskriftet er citatord, slutter signaturen, efter → ms., med en præcis henvisning til folio og linje i håndskriftet, fx.

hversu sem síþan hefir skipazt atferð hans eða hættir i biskupssýslunni,
því at þat (ms. hann) hefir í mörgum óöldum (ms. olldvm) verit GBpB 56519 → ms. 32r19

 

Hvor ONP ønsker at gøre opmærksom på, at en udgaves læsemåde er upræcis eller fejlagtig, er denne indledt med bolle °, fx.

Þeir °búa (ms. buna) nú ferð sína ●EgÁsm 171 → ms. 15v2
... at hveʀ madr kunni frædi sin. credo in deum. pater noster ok aue maria. ok °barnskirn ord (ms. barn skirnar ord)
ok atferli StatEi2 52010 → ms. 134ra14

III. Hale

Artiklens hale består potentielt af tre elementer: forledsregister, liste over udvalgte ordbøger og glossarer, samt en begrænset fortegnelse over sekundærlitteratur.

A. Komposita (Comp.)

I rubrikken Comp. registreres de forled, med hvilke opslagsordet (som efterled) danner sammensætning. Det drejer sig udelukkende om sammensætninger inden for ONP's korpus; hvilket omvendt vil sige, at de pågældende sammensætninger alle vil optræde som hovedord i den komplette ordbog.
Hvis forleddet i sig selv er sammensat, kan bindeprik være introduceret til hjælp ved analysen, som i forleddet jóla·messu- under hovedordet bók sb. f.
Alle forled i ONP's korpus, ord såvel som orddele, opføres, også sådanne som ikke er belagt som selvstændige ord, fx.

blindr adj.
Comp.: ...; ó·reyk-; reyk-; ...
dǿmi sb. n.
Comp.: ...; sannenda·um-; ...; um-; ...
eign sb. f.
Comp.: ...; gripa·sam-; ...; sam-; ...

Når en sammensætning registreret i rubrikken Comp. kun forekommer som forled i endnu en sammensætning, anføres sidste del af ordet i parentes, fx.

barn sb. n.
Comp.: ...; blaut-(barns·bein); ...

Af denne notation fremgår, at man under barn sb. n. ønsker at gøre opmærksom på, at ordet blaut·barn er en tænkelig dannelse.

B. Glossarer (Gloss.)

I rubrikken Gloss. nævnes, i kronologisk rækkefølge, de ordsamlinger, der har registreret det pågældende ord som opslagsord (EJ og LLFrämm først fra ONP 2, MedComp og MedSimpførst fra ONP 3). Sidst og parentetisk henvises der i påkommende tilfælde til Sigfús Blöndals ordbog over nutidsislandsk. Ordsamlingerne omfatter

EJ; ClV; ClVErr; ClVAdd; Suppl1; Suppl2; Finsen; Fr; FrErr1; FrErr2; LL; LLFrämm; Hertzb; HertzbLat; HertzbTill; FrErr3; Suppl4; Fischer; Anm; Bin; Rím; LP; Med; MedComp; MedSimp; WN; AH; AJ; ClVSuppl; deVr; Fr4; NO; Walter; ÁBlM; WPA; (Bl)

Forkortelserne forklares i bibliografien. Ved enkelte (ofte sparsomt belagte) ord kan der tillige, som støtte for ONP's behandling af ordet, være henvisning til ordbøger for andre nutidssprog, fx.

elds·dagr sb. m.
Gloss.: Fr; Hertzb eldsdagr jóla NO. Cf. NorskOrdb eldbjørg(s)dag; OH eldbjargarmessa.

Hvis ONP's opslagsord findes i et glossar, men i en (væsentlig) afvigende form (evt. i en anden grammatisk form eller med en anden grammatisk bestemmelse), anføres den pågældende form (eller den grammatiske angivelse), fx.

arz sb. m.
Gloss.: ClV ars; Fr ars; LP; deVr ars; NO ars; ÁBlM ars; (Bl ars)
birgð sb. f.
Gloss.: EJ pl.; ClV pl.; Fr; Rím pl.; AJ pl.; deVr; Fr4; NO; ÁBlM (birgr) pl.; (Bl pl.)
auð·heyrðr adj.
Gloss.: ClV n.; FrErr3 n.; NO n.; (Bl)
drykkjar·lauss adj.
Gloss.: Fr -laust adv.; Suppl4; Rím; ClVSuppl -laust adv.; NO -laust adv.

Hvis ONP's opslagsord findes behandlet i et glossar, men under et andet ord, opføres dette andet opslagsord i parentes, fx.

austr·vegs·maðr sb. m.
Gloss.: ClV (austrvegr); Fr ; NO

C. Sekundærlitteratur (Litt.)

I rubrikken Litt. opføres i kronologisk rækkefølge et begrænset antal litteraturhenvisninger. Der henvises først og fremmest til værker (monografier/artikler), der har været af afgørende betydning for udformningen af ordbogsartikelen; henvisninger kan også være givet til udvidet orientering om opslagsordet, men der er på ingen måde tale om en udtømmende bibliografi. Hvis et arbejde har haft afgørende betydning for udformningen af en enkelt definition, kan den bibliografiske henvisning være bragt der og kun der.